Nej, nej, jeg er ikke blevet skør – selvom det nu godt kan føles sådan engang imellem med alt det eksamensforberedelse.
Jeg var i dag til det, der hedder en Rolfing-behandling. Kasper Andersen, som har bragt Rolfing til Århus, tilbød mig en prøvebehandling, og det kunne jeg jo ikke takke nej til!
Men hvad i alverden ER Rolfing overhovedet? Det lyder ikke specielt seriøst. Nærmere som noget, børn kan gå til, eller en mærkelig, sammensat sportsgren (som Broga eller Doga, for at nævne et par af yogaens børn…) På en amerikansk side på nettet kunne jeg læse mig frem til, at det er noget med, at man vil få kroppen til at arbejde bedre med tyngdekraften. “Specielt godt for yogier”. Hmm.. Jeg var stadig mystificeret og mildest talt ikke overbevist.
Da jeg traf Kasper i dag, var mit indtryk dog meget positivt. Jeg syntes om alt fra lokalerne, Kasper har til huse i, til hans venlige og professionelle måde at være på. Jeg var slet ikke i tvivl om, at Kasper var god til det, han lavede, så det var nemt at stole på ham undervejs.
Behandlingen mindede om en blanding af kropsanalyse, bindevævsmassage og fysioterapi. Jeg havde hørt, at Rolfing kunne være ret smertefuldt, men jeg synes, det var rart hele vejen igennem. Bindevævsmassage kan føles ret intenst, men for mig er det en behagelig form for varme, det giver. Særligt min nakke, øvre ryg, skuldre og bryst blev virkelig strukket og åbnet op. Det var nemlig her, Kasper mente, han kunne hjælpe mig.
Til slut fik jeg en øvelse med, som jeg kan lave derhjemme, som skulle være god for netop de svagheder, min krop har.
Jeg kan sagtens anbefale Rolfing til alle derude, der måske er nysgerrige på det! Kasper er helt igennem pro, så selvom behandlingen foregår i undertøj er han virkelig fin til at få en til at føle sig godt tilpas. Det er for eksempel på ingen måde tilladt at fryse undervejs. Selv tæerne får lige tilbudt et ekstra tæppe.
Du kan besøge hjemmesiden for Kaspers Tairo klinik og læse mere om Rolfing her







